Camilla Stillhoff (født 1992) – arbejder til dagligt som skolelærer og er mor til tre børn – hun maler især de følelser, hun oplevede under sine graviditeter, fødsler og efterforløb. Hun beskriver følelserne råt for usødet og uden omsvøb. Både med ord og på lærredet. Camilla udtaler selv om sin kunst og baggrunden herfor:
”Kvindekroppen gennemgår et kæmpe pres, og det føles som om kroppens proportioner bliver omrokeret så meget, at brysterne skal hives op fra gulvet, maveskinnet hænger og de ekstra kilo flyder ud over det hele. Kropsændringerne kan være så overvældende, at det er svært for hovedet at følge med. Der ligger en stor portion accept i de ændringer, som har været med til at skabe liv. Og der ligger en masse forventninger til – og et urealistisk billede af hvordan – kvinder skal se ud under og efter graviditeten. Man burde i stedet omfavne hele oplevelsen og beundre de forandringer, som jo har skabt nyt liv – men det er svært, når det foregår i smerte og usikkerhed. Med mine malerier tilstræber jeg at give beskueren et kig ind i de forskellige følelser, der hører sammen med graviditet, fødsel, kejsersnit, vægtforandringer og andre kropsændringer.”
Kunstgalleriet udstiller Camilla Stilhoffs malerier med to forskellige udtryk.
Det ene udtryk viser sig i nogle nærmest grotesk forvredne skikkelser, der både ligner mennesker og dyr. Camilla formår på fremragende vis at overføre sine ord om graviditetens smerte og frustrationer til disse ”monstre” med lange bryster og løs hud.
Det andet udtryk er lettere og mere humoristisk med finurlige figurer indfanget i sjove situationer. Også her maler Camilla kvinderne med hængebryster, men man fornemmer alligevel, at hun har fået sine graviditetsoplevelser lidt mere på afstand.
Camilla Stilhoffs kunst skal ses som en hyldest til kvindekroppen og den rejse, man går igennem som mor. Hun siger selv, at hun overdriver lidt for virkelig at understrege, hvordan det til tider kan føles. Men netop fordi kvindekroppen er så sej, vælger hun at give sine damer attitude og selvtillid; de kan ikke være mere ligeglade med, hvad alle andre tænker!